Tillbaka till huvudsidan - Utställningar - Utsmyckningar

Ned med våbnene - Livets landskab

Rudolph Tegners Museum

Dialog udstilling med billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950)

1 Juni- 22 oktober 2014

 

Tale til åbningen af "Ned med våbnene - Livets landskab" på Rudolph Tegners Museum 1. Juni 2017

Jeg vil gerne begynde med at synge noget for jer, det er absolut ikke for at prale med min sangstemme, men fordi jeg vil fortælle om en sang som betyder noget for mig også i det her sammenhæng, det er et digt af den svenske digter Hjalmar Gullberg, som handler om hvordan guden Apollon som straf blev sendt til Thessalien fårehyrde et år.
Dette tonsatte digt blev bestilt af den svenske radio i 1940, lige ved begyndelsen af anden verdenskrig. Det var meget populært, og i en mørk tid gav den et håb om at der fandtes medmenneskelighed og god vilje.


Ej för de starka i världen
men för de svaga.
Ej för krigare men för bönder som plöjt
sin jordlott utan att klaga
spelar en gud på flöjt.

Vem spelar på en pipa en låt av gryningsluft
för himmelsk att begripa, höjd över allt förnuft?
Vem äger lösenorden, flöjtvisans dolda text?
Vem spelar på jorden för djur och växt?
Vem är den gode herden som för sin flock i vall
och som med gräs förser den och toner av kristall?
Vem går på betesängar i sommardagens kvalm
och sover bland drängar på jordisk halm?

Digtet slutter med at hvis du kan mærke en hånd i din, fri fra hensigt og beregning, så sidder ved vores side en gud forklædt.

Den første gang jeg kom til Rusland uden at vide hvad jeg skulle opleve, og så det vidunderlige landskab, så tænkte jeg på Forklædt gud, måske også fordi Rusland ligner det landskab man forestiller sig at det græske Thessalien er, når jeg så kom ind i museet med søjlebundter, græsk mytologi og Apollon så var det en fantastisk stærk oplevelse.
Jeg tror ikke at Tegner var religiøs, han skriver selv at mennesket har skabt guderne efter sit eget billede, men at de har skabt fantastiske historier, og det er de der store følelser som guderne fortæller, at der faktisk midt i det onde og dramatiske findes en stærk kraft som vil godt, ligesom hos Forklædt gud.
Det var 1980 at jeg første gang så Rudolph Tegners museum, det er nu snart 40 år siden, og på det tidspunkt var museet kun ca. 40 år gammelt, så jeg har faktisk kendt museet i halvdelen af dets historie.

Udstillingens titel Ned med våbnene, kommer fra titlen på en bog skrevet sidst i 1800tallet af Berta von Suttner, som var aktiv i fredsbevægelsen, og jeg kan finde ligheder mellem von Suttners tanker og min egen kunst, men også i Tegners kunst.

Den anden del af titlen Livets landskab refererer til Tegners Livets port som aldrig blev realiseret, flere af skulpturerne i Livets port blev placerede i det smukke hede landskab, ”Rusland”, omkring museet. Jeg har lavet et udkast i gips til en statuepark, et landskab med mine egne skulpturer, som jeg ville udføre det .

Når jeg i 1980 fortalte om min store oplevelse på Tegner Museum for medstuderende på Kunstakademiet, fik jeg vide at det var i hvert fald ikke god kunst. Jeg blev usikker og tænkte at jeg måske tog fejl, måske ville jeg med tiden finde ud af at de havde ret. Men med tiden er jeg bare blevet mere og mere fascineret af Rudolph Tegners værker.
Alle de værker jeg viser på denne udstilling er skabt efter jeg set Tegners værker, så de er alle på en eller anden måde påvirket af ham, jeg oplever mere og mere at jeg har været Rudolph Tegners elev.

Så når jeg under opsætningen var i tidsnød, fik jeg lov at overnatte på museet, så valgte jeg at sove, midt i det store ottekantede rum, direkte ovenpå Rudolph Tegners grav og meget tæt på Elnas urne, i et slags håb om at få en dialog med dem,

Tænk hvis jeg kunne fortælle dem om hvor lykkelig jeg er, at få lov til at udstille på museet her, og at få komme så tæt på det store arbejde som alle frivillige udfør, at kunne fortælle Rudolph og Elna om hvor fint deres museum bliver passet på, bare den helt fantastiske varme man møder fra Lene og Søren som passer museumsbutikken og traktørstedet.
I udstillingen med Tegners malerier som vises i år, hænger tre indrammede tegninger over museet og statueparken med beskrivelser over det legat som Elna og Rudolph fik oprettet, her står at opsynet af museet skal varetages af et ægtepar, og den opgave varetager Lene og Søren på bedste vis.

En anden af museets kreds af frivillige som jeg gerne vil sende et særligt tak til er Ole Willerup, som for tre år siden kontaktede mig, det resulterede i først et foredrag i 2015 , hvor jeg sammenlignede Tegners og mine værker, det var her jeg luftede ideen, om jeg kunne få lov at stille nogen af mine ene værker op mellem Tegners, og først Ole og siden Luise blev begejstrede for ideen hvilket jeg i dag er så lykkelig over.
Oprindeligt havde Ole spurgt mig om jeg kunne hjælpe med at modellere en figur på museet for at vise processen, jeg havde simpelthen ikke tid på det tidspunkt, men henviste til min gode ven Hans Pauli Olsen, som modellerede en kopi af Tegners værk Fremtiden som nu står midt i processen i skitserummet lige over museumsbutikken.

Hans Pauli har også hjulpet mig i mit arbejde med den her udstillingen som man kan se i filmen som Anna Elisa Martensen har lavet særligt til denne udstilling, en helt vidunderlig film. Hvis jeg ville ha planlagt filmen så ville jeg prøvet at få med alle moment i processen og det havde blevet langt og kedeligt, men Anna har lykkets beskrive både processen og mange andre ting jeg ikke hade kunnet forestille mig

Jeg er også meget glad for den fine katalogen, hvor jeg har fået to forfattere at fortolke mine skulpturer. William Gelius har som museumsinspektør på Thorvaldsen s Museum lavet nogle meget fine billedhuggerudstillinger især har jeg være fascineret af den om Astrid Noack, en billedhugger jeg har stor beundring for, men William har også lavet katalog og udstilling om Bøggild og meget fint om Gottfred Eickhoff, så jeg var meget glad over at William sagde ja til at skrive om og forsøge forstå baggrunden for mine skulpturer.
Den anden forfatter er Jan Bäcklund som jeg kendt både som studerende men senere som kollega på Kunstakademiet hvor Jan er lektor i kunsthistorie, Jan repræsenterer en meget filosofisk tilgang til kunstforståelse som jeg tidligere har haft lidt svært med, men efter mange samtaler med Jan begynder jeg forstå at det er en meget søgende og kunstnerisk forståelse af kunsten i verden, og jeg bliver positivt overrasket at Jan i sin artikel viser på, aspekter på mine skulpturer, noget ting som jeg ikke selv fattet at jeg selv har forstået.

Ofte bliver jeg spurgt om hvorfor jeg laver figurer med dyrhoveder, og det ved jeg faktisk ikke, så hvis I undrer over hvorfor, så skal I ikke spørge mig men gå hen og køb kataloget og læs hvad William og Jan har skrevet om hvorfor jeg laver mine dyrefigurer. 
Det er også i samtalerne med Jan og William at jeg blev overbevist om rigtige at give gudinden Artemis et dyre hoved, Artemis er jo dyrenes gudinde, så må hun selvfølgelig selv ha været et dyr.

Udover William og Jan har min søn Emil en kort tekst i kataloget, Emil har fulgt mit arbejde både med foredraget i 2015 og siden udstillingen, og sidste år skrev Emil en kort tekst om Rusland som blev optaget i Brøndums forlags antologi Her er DK, og jeg vil takke Brøndums forlag at vi kan bringe Emils tekst i kataloget.
Og udover teksteren er der en hel sektion med fotos fra udstillingen af Tegner museums egen fotograf Henrik Sylvest, og jeg fik en stor respekt for Henrik når jeg har set ham fotografere mine værker.
Ida Nissen, har lavet en meget fin grafisk design til kataloget, og også ved at lave den forside, som jeg ønskede, med et hul hvor man kan se Livets landskab gennem Livets port.
Jeg vil også udtrykke et helt særligt tak til Luise Gomard, museumsdirektør her på Rudolph Tegners museum, som har været helt fantastisk samarbejdspartner, hun har været begejstret for næsten alle mine ideer og udviklet og forbedret dem. 
Når jeg var her en kølig februar dag og så hvordan museets frivillige hang Tegners malerier op og Luise som kravlede rundt længst op på den 4 meter høje stillads, så tænkte jeg, tænk om man kunne fortælle Rudolph og Elna om de begejstrede mennesker som arbejder videre med deres museum, og måske smiler de over det.
Og når jeg så stod og talte med Luise ved siden af Rudolphs portræt af sin Elna så syntes jeg pludseligt at Elna og Luise minder om hinanden, det er noget af det samme frække næsten drengede smil, pludseligt får jeg en anden ide om hvem Elna var, Rudolph fremstiller hende som en meget smuk elegant dame, men måske hun har været en eventyrlysten pige som har elsket at klatre rundt på et stillads at følge med i Tegner vanvittige umulige projekter som alligevel lykkedes til sidst mod alle odds.
Til sidst vil jeg også takke min egen hustru Tine som har engageret sig på alle vis i dette projekt, og jeg er glad for at jeg, her på udstillingen kan vise den keramik bænk Tine og jeg har lavet sammen.
Til allere sidst vil jeg nævne at når jeg læste på tegningerne som beskriver Elna og Rudolph Tegners legat så fik jeg øje på følgende: ”bestyrelsen skal udpege en mig venligtsindet billedhugger, ældre erfaren mand uden officielle hverv til at være rådgivende i alle spørgsmål vedrørende min arbejder”
Så vil jeg bare fortælle at jeg snart stopper i mit officielle hverv som lektor på kunstakademiet.
Men tak fordi jeg har fået lov at lave denne udstilling, og tak til jer kære kunstinteresserede publikum, uden jer kunne man slet ikke lave nogen udstilling.

Pontus Kjerrman



webmaster@kjerrman.dk