Utställning arrangerad av Emilia Wedrowska för det Danska Kulturinstitutet med 8 danska konstnärer: Doris Bloom, Nils Erik Gjerdevik, Henrik Have, Bentemarie Kjeldbæk, Lise Malinovsky, Anne Tholstrup, Anne Vilsbøll och Pontus Kjerrman på det gamla Zamek-slottet mitt i Poznan. Utställningen blev senare flyttad til Statsbiblioteket i Warzcawa. Til vernissagen höll Pontus Kjerrman följande tal (på danska):
“Fragmenter fra en historie – hilsen til Hasior og Josef Szajna”
Jeg har lavet en installation som består af 20 dele alle lavet i gips. undtaget en i bronce Der er mange måder at definiere en installation på, for mig er det væsentligt at figurerne er placerede på gulvet. Når man placerer en skulptur på en sokel, så er den i sin egen verden, hvorimod når den står direkte på gulvet så er den en aktør i rummet på samme nivå som vi som beskuere også er aktører som befolker rummet.
Jeg har kaldet installationen for en hilsen til Josef Szajna og Hasior. For ca. 30 år siden så jeg på Göteborgs Konsthall en polsk udstilling hvor J.S. havde befolket et helt rum med en meget påtrængende installation. Nogle år senere så jeg en på samme sted en udstilling med Hasior som også gjorde et meget stort indtryk på mig. På J:S: s udstilling var gulvet dækket med skor, på et piano stod et hoved som symboliserede Chopin ovenpå tre proteseben som sammen dannede et spindellignende væsen, på pianoet var også sømmet fast fotografier af polske kunstnere som under krigen døde i koncentrationslejre, omkring vægerne stod og lænede der sig foretningsvinduesskiltedukker, delvist ødelagt og klædt i laser, en af dem en kvindefigur , med halvt smadret ansigt bildæk symboliserede Nike, sejrens gudinde, på den halvdel af ansigtet som ikke var ødelagt var der et venligt smil.
Når jeg 11 år senere kom til København for at studere på Kunstakademiet, og mødte meget ny kunst, så genkaldte jeg Szajnas installation. På et besøg i Göteborg besluttede jeg mig for at opsøge samtlige aviser med redaktion i Göteborg for at få pressebilleder taget på udstillingen og lykkedes samle et materiale som beskrev nærmest hvert hjørne af udstillingen, bl.a. et hvor S selv på åbningen tænder et lys stukket ned i jord mellem skoerne hvor der også låg fotografier iblandt.. Når jeg siger at min kunst er påvirkede af S.s kunst betyder det ikke at jeg kopierede den. Jeg har ikke den samme baggrund som Szajna , som allerede som 17 årig blev internerede i Auschwits p.gr. af sit arbejde i modstandsbevægelæsen, det er tydeligt at det er de oplevelser som har medvirket til intensiteten i hans kunst. Jeg har haft en tryg opvækst i et velfærdssamfund, så på den måden har jeg ikke , men alligevel oplevede jeg S.s arbejder som almengyldig og ville gerne udtrykke de samme følelser udfra mine egne forudsætninger. Nogle år senere så jeg en udstilling af Hasior, hvor han fyldte hele Göteborgs kunsthall, han havde lavet lange banner fra gulv til loft og barnevogne fyldte med jord og brændende stearin lys. Materialer som i sig selv har en så ladet betydning kan godt gøre et kunstværk overfladisk. men i Hasiors tilfælde med hans oprigtighed og professionalisme fik de et stærkt og sandfærdigt udtryk. 1989 repræsenterede jeg Danmark på biennalen i Sao Paolo, hvor jeg lavede en installation, Josef Szajna repræsenterede Polen med en installation som delvis mindede om den i Göteborg, bl.a. med nogle opforstørrede skor, Jeg mødte ham og han blev glad over at jeg havde interesseret mig for hans udstilling i Göteborg, og jeg lovede at sende kopier af de billeder jeg havde indsamlet, som tak sendte han kataloger fra sit arbejde med teater, og gjorde mig så opmærksom på at hans arbejde hverken var ren billedkunst eller ren teater, hvilket gør dem så særprægede.
Pontus Kjerrman
Marts 2000