
Skulpturen “Mødet” handler om det vigtige i at mødes. Den er et resultat af et borgerinitiativ i 2021 og blev godkendt i juni 2022 af Københavns Borgerrepræsentation, som dermed accepterede den som en gave til byen. Herefter fulgte en lang proces med ansøgninger til fonde. Projektet opnåede støtte af Altinget.dk, Aage og Johanne Louis-Hansens fond, Grosserer L.F. Foghts fond samt Lizzie og Ejler Ruges fond. I løbet af 2023 lavede jeg adskillige skitsemodeller i en tredjedel og halv størrelse for at modellere figurgruppen i fuld skala. I sommeren 2024 kunne Skulpturstøberiet Svendborg påbegynde støbningen af selve bronzefiguren, og i disse dage er Schannong Stenhuggeri ved at lægge sidste hånd på soklen, som udføres i rød Vånga granit. Scheller, Hougaard& Petersen entrepenør og anlægsgartner og BAYO.S Skruefundamenter ApS har udført betonfundament og Københavns Kommune har lagt brolægning på pladsen med en let hældning op mod skulpturen
Helt konkret er skulpturen inspireret af det manieristiske maleri Besøget på en altertavle i barokkirken Chiesa Nuova i Rom udført i 1580erne af den italienske maler Federico Barocci, som jeg blev opmærksom på ved udstillingen Kunstværkets tilblivelse på Statens Museum for Kunst. Her blev der vist flere tegnede udkast og forarbejder af Barocci. Motivet er så enkelt, Elisabeth og Maria som mødes på en trappe. Der er noget i det møde, den måde de holder hinandens hænder og ser på hinanden som jeg er dybt fascineret af, den måde den noget ældre Elisabeth står øverst, udtrykker velkommen, og Maria der træder op mod Elisabeth. Der er noget så fundamentalt enkelt og lige til i deres møde. Jeg har lavet flere mindre skulpturer hvor det er to fabelvæsener som mødes på samme vis. Dette i en søgen efter det mest essentielle i situationen, hvor det ikke er vigtigt at det er to kvinder eller to vigtige skikkelser i kristendommen som mødes, men mødet i sig selv. For at understrege det almengyldige i situationen er det her to fabeldyr som møder hinanden. Da skulpturen ikke har nogen sokkel udover trappeforløbet i granit så vil skulpturen være åben for dialog med betragteren som kan sidde på trappetrin og interagere med de to.
På sokkelen er der indgraveret : “I MØDET BLIVER VI TIL”

